Johannes Ewald (1743-1781)

Johannes Ewald var søn af teologen og præsten ved Vajsenhuset i København Enevold Ewald. Ved faderens død blev Ewald sendt i latinskole i Slesvig, hvor han i årene 1754-1758 boede hos skolens rektor Johan Friedrich Licht og havde adgang til dennes omfattende bibliotek.

 

Efter studentereksamen flyttede Ewald ind hos sin mors vært og senere ægtefælle, hørkræmmeren Peder Huulegaard i København og forelskede sig heftigt i dennes niece Arendse Huulegaard. Ewald afbrød teologistudiet og stak af for at tjene hurtige penge i den Preussiske Syvårskrig, så han kunne gifte sig. Krigskarrieren mislykkede næsten fra begyndelsen, og Ewald vendte tilbage til København i 1760 uden hæder og penge. I 1762 blev Ewald teologisk kandidat og fik fribolig på Valkendorfs Kollegium, hvor han skrev disputatser og enkelte skønlitterære tekster. Samtidig færdedes han meget i de tyske kredse i København omkring digteren Friedrich Klopstock (1724-1803).

 

Ewalds helbred var i mange år svækket som følge af voldsom gigt og et hårdt bohemeliv. Han levede af at skrive lejlighedssange og arbejdede desuden på forskellige romaner og fortællinger, men magtede ikke altid at gøre dem færdige. 1773 til 1775 boede Ewald på Rungsted Kro, hvor han skrev syngespillet Balders Død og begyndte på hovedværket Levnet og Meeninger.

Tilbage i København oplevede han de sidste år stor succes, blandt andet med syngespillet Fiskerne. Ved sin død i 1781 fik han en nationalbegravelse på Trinitatis Kirkegård. Ewalds litterære produktion spænder vidt fra heroisk-klassicistiske dramaer til følsomme syngespil, traditionelle lejlighedsdigte og oder i nyklassisk stil.

 

Knud Lyne Rahbek var en stor beundrer af Johannes Ewald. Som barn blev han præsenteret for Ewalds værker gennem sin huslærer, teologen Adzer, der var en god ven af Ewald. Rahbek fik også som ung litterat lejlighed til at hilse på den dengang svækkede digter. Interessen for Ewald førte til, at Rahbek sluttede sig til en gruppe unge intellektuelle, der ivrigt støttede digteren og hjalp med at få hans skuespil opført. Efter Ewalds død vedblev Rahbek med at hæge om digterens minde, blandt andet ved at udgive levnedsbogen Levnet og Meeninger, der senere blev bragt i Rahbeks tidsskrifter.

 

Selvom Ewald altså døde før Bakkehusets storhedstid, er det Rahbeks interesse for ham, der er årsagen til, at man har indrettet en mindestue for digteren med genstande testamenteret af Ewald-samleren Andreas Dolleris.