- tre billedkunstneriske undervisningsforløb

Frederiksbergmuseerne tilbyder tre nye undervisningsforløb med fokus på æstetisk læring, hvor elevernes sanser bliver aktiveret på forskellige måder. Eleverne får mulighed for at gå i dybden både med deres oplevede indtryk og med deres personlige udtryk. De tre forløb tilbydes til fagene: dansk, billedkunst som valgfag og håndværk og design som valgfag. Til hvert af de tre forløb er der udarbejdet en længere forløbsbeskrivelse, som skolerne er velkomne til at gøre brug af, som de ønsker. Hvis der skulle være ønske om at bestille et undervisningsforløb på et af de nævnte museer eller udstillingssteder i tilknytning til et af forløbene, skal de bookes enten ved henvendelse til Storm P. Museet på eller til Bakkehuset på . Hvis der skulle være ønske om at tilkøbe billedskolelæreren fra Frederiksberg Billedskole til at forestå undervisningen i det kreative arbejde med elevernes værkudvikling, er der på samme måde mulighed for det.

Herunder er de tre forskellige forløb beskrevet, og man kan downloade den komplette forløbsbeskrivelse med opgavebeskrivelser til hvert forløb:

 

Forsidebillede Portrætkunst

 

Portrætkunst

Kort beskrivelse af emnet:
Portrætkunsten er en alsidig genre, som giver mulighed for at arbejde med kunsthistorien og med den personlige identifikation og intentionalitet. Når man arbejder med portrætkunst, sættes der ofte gang i en refleksion over, hvordan man opfatter verden og hinanden og vores midler til at udtrykke denne opfattelse. Dette forløb er et billedkunstnerisk forløb, hvor eleverne skal arbejde selvstændigt med produktion af egne portrætter. Som afsæt for det kreative arbejde skal eleverne finde motivation ved at tage udgangspunkt i deres egne inspirationskilder, dvs. de skal hver for sig finde ud af, hvem de kunne tænke sig at portrættere. Valget er frit, men det skal være en nulevende eller afdød person. Undervejs i forløbet skal eleverne skrive logbog, som dokumenterer deres arbejde og deres refleksioner omkring processen. Afslutningsvis skal eleverne finde en titel til deres værk.

Læs den fulde forløbsbeskrivelse her.

Afvikling:
Forløbet kan afvikles efter tre forskellige modeller.
Model 1: Forløbet afvikles hjemme på skolen med udgangspunkt i vores gratis materiale.
Model 2: Hovedparten af forløbet afvikles hjemme på skolen, og klassen tilkøber undervisning på museet. Hvis denne model vælges, så starter forløbet med et besøg på Bakkehuset, hvor eleverne bliver præsenteret for forskellige portrættyper, dels i museets udstilling, dels i en visuel præsentation af forskellige kunsthistoriske genrer inden for portrætkunsten. Desuden får eleverne enkelte tegneøvelser, hvorved de lærer om ansigtets proportioner, og de øves i at se og gengive fysiske karaktertræk hos hinanden.
Model 3: Klassen tilkøber både undervisning på Bakkehusmuseet og en billedkunstner til at varetage den kunstneriske proces med produktion af portrætter hjemme på skolen. Billedkunstneren deltager 10 lektioner (eller to dage) og medbringer materialer.

Fag: Billedkunst som valgfag
Klassetrin: 7.-10. klasse
Omfang: Tre ugers forløb, 15 lektioner

Pris:
Model 1: gratis
Model 2: pris 500,-
Model 3: pris 7.500,- (vejledende pris, endelig pris afhænger af elevtal og materialevalg)

Faglige læringsmål:
Formålet er at give indblik i portrættets mangfoldighed og arbejde kunstnerisk og kreativt med eget udtryk, intention og udsigelse. Forløbet vil øge elevernes genrekendskab og kunsthistoriske viden samt evne til at anskue et portræt i forhold til sin historiske samtid. De vil øves i at tolke og analysere portrætter, få øget materialekendskab og få indsigt i den kreative proces som en vekselvirkning mellem det skabende og det fortolkende.

Eleverne lærer og erfarer følgende gennem forløbet:
- At skabe et kunstnerisk udtryk i relation til en politisk eller kulturel kontekst /samtid
- At tilegne sig viden om portrætkunsten og dens udtryksformer i kunsthistorisk perspektiv, herunder den varierende betoning af forskellige menneskelige kvaliteter
- At materialisere sit indtryk til et udtryk
- At tilegne sig viden om ansigtets generelle proportioner
- At tegne efter og lære at se, hvordan tingene ser ud m.h.t. farver og proportioner
- At eksperimentere med sit udtryk og dets udsagn
- At få erfaring med materialerne akrylmaling og kul
- (At anvende logbog til at dokumentere processen)

Fælles Mål:
Kompetenceområde: Billedkommunikation - Billedfremstilling
Færdighedsmål: Eleven kan kommunikere betydning i stillede opgaver med selvvalgte udtryksformer
Vidensmål: Eleven har viden om virkemidler inden for billedfremstilling

Kompetenceområde: Billedanalyse – Billedgenrer
Færdighedsmål: Eleven kan analysere billedgenrer i den visuelle kultur
Vidensmål: Eleven har viden om de visuelle kulturers billedgenrer

 

Rum og arkitektur

 

Rum og arkitektur

Kort beskrivelse af emnet:
Med fire dages fordybelse i emnet rum og arkitektur skal eleverne opleve og sanse rum og arkitektur i lokalmiljøet, hente viden og inspiration i oplæg om udvalgte historiske stilretninger og udfolde sig kreativt og innovativt ved at skabe en egen model af et hus. Forløbet sigter mod at øge elevernes forståelse for sammenhænge mellem form, æstetik og funktion i arkitekturen. De opmuntres til at spørge sig selv, hvordan forskellige rums kvaliteter og udformninger kan påvirke den individuelle og sociale adfærd.
I den indledende oplevelsesfase skal eleverne gennem øvelser gøre sig bevidste om deres individuelle sansninger. Gennem øvelser i skitsetegning og arbejdstegning får eleverne til opgave at designe et hus til nogen, som herefter skal udformes i en model af pap. Deskriptive tegninger og planlægning af arbejdet indgår som forudsætning for samarbejdsprocessen.
Ved konsekvent at tænke i anvendelse og modtagergrupper øges forståelsen for, hvordan organiseringen og udformningen af rum kan påvirke menneskers sociale adfærd.

Læs den fulde forløbsbeskrivelse her.

Afvikling:
Forløbet kan afvikles efter tre forskellige modeller.
Model 1: Forløbet afvikles hjemme på skolen med udgangspunkt i vores gratis materiale.
Model 2: Hovedparten af forløbet afvikles hjemme på skolen, og klassen tilkøber undervisning på Bakkehusmuseet, hvor fokus er på den individuelle reception og sansning. Øvelser i skitsetegning indgår også. Hvis klassen ønsker at besøge Jesuskirken, skal læreren/skolen selv sørge for at indgå aftale herom.
Model 3: Klassen tilkøber både undervisning på Bakkehusmuseet og en billedkunstner til at varetage den kunstneriske proces med produktion af modeller hjemme på skolen. Billedkunstneren deltager 14 lektioner (eller to dage) og medbringer materialer. Klassen indsamler dog selv papkasser.

Fag: Håndværk og design
Klassetrin: 7. klasse
Omfang: Fire dages projekt, hvor alle timer inddrages. I alt 24 lektioner. Det kan med fordel afvikles som et temaforløb over en uge.

Pris:
Model 1: gratis
Model 2: pris 500,-
Model 3: pris 9.000,- (vejledende pris, endelig pris afhænger af elevtal og materialeomfang)

Faglige læringsmål:
Den enkelte elev lærer og erfarer følgende gennem forløbet:
- At anvende skitsetegning og arbejdstegning til at visualisere en ide.
- At italesætte oplevelsesdimensionen ved forskellig arkitektur. Beskrive, hvad form, funktion og æstetik gør ved én.
- At få øjnene op for dele af den materielle kulturarv, som omgiver os.
- At få viden om og indblik i stilhistorien indenfor arkitekturen.
- At skabe sig en ide om, på hvilken måde rum har betydning for social adfærd og forholdet mellem mennesker.
- At planlægge, beskrive og udføre arbejdsprocesser.
- At øge sin receptionsæstetiske bevidsthed gennem forskellige måder at beskrive/udtrykke den æstetiske oplevelse i form af ord, kropslige skulpturer, tegning.

Fælles Mål:
Kompetenceområde: Håndværk – forarbejdning (Teknikker)
Færdighedsmål: Eleven kan navngive og anvende grundlæggende teknikker til forarbejdning af bløde og hårde materialer
Vidensmål: Eleven har viden om grundlæggende teknikker til forarbejdning af bløde og hårde materialer

Kompetenceområde: Håndværk – materialer (Materialeforarbejdning)
Færdighedsmål: Eleven kan forarbejde bløde og hårde materialer efter instruktion
Vidensmål: Eleven har viden om enkel materiale-forarbejdning

Kompetenceområde: Design (Produktrealisering)
Færdighedsmål: Eleven kan fremstille produkter efter egne ideer
Vidensmål: Eleven har viden om funktion i relation til udførelsen af produktet

 

Billedanalyse og portrættering

 

Billedanalyse og portrættering

Kort beskrivelse af emnet:
I dette forløb skærpes elevernes evne til at se og bruge begreber og virkemidler såsom komposition, farvesammensætning, lys og skygge, symmetri og asymmetri, planer og linjer, perspektiv, symbolik og budskab i billeder gennem egen produktion af portrætter. Før arbejdet med fremstilling af portrætter går i gang skal eleverne reflektere over, hvilke virkemidler og hvilket udtryk, de vil have frem, ud fra tanken om portrættet som en fremstilling af specifikke egenskaber og karaktertræk. Hvis klassen vælger at besøge Storm P. Museet, præsenteres eleverne her for eksempler på Storm P.s karikaturtegninger og ekspressionistiske portrætter. Der indgår en gruppeøvelse i portrætanalyse. Hvis klassen vælger at besøge Bakkehusmuseet præsenteres eleverne her for et udvalg af forfatterportrætter og introduceres til romantikken som periode.
Forløbet er opdelt i fire faser: 1. først introduceres der til billedanalyse hjemme på skolen, 2. dernæst besøger eleverne Storm P. Museet og/eller Bakkehusmuseet, hvor de introduceres til portrætgenren, 3. og til sidst arbejdes der selvstændigt med formgivning af egne portrætter. 4. Opsamling på forløbet og en eventuel udstilling for gæster står klassen selv for.

Læs den fulde forløbsbeskrivelse her.

Afvikling:
Forløbet kan afvikles efter tre forskellige modeller.
Model 1: Forløbet afvikles hjemme på skolen med udgangspunkt i vores gratis materiale.
Model 2: Hovedparten af forløbet afvikles hjemme på skolen, og klassen tilkøber undervisning på Storm P. Museet og/eller Bakkehusmuseet. Hvis denne model vælges, så starter forløbet med et besøg på et af museerne, hvor eleverne bliver præsenteret for forskellige portrættyper, dels i museets udstilling, dels i en visuel præsentation af forskellige kunsthistoriske genrer inden for portrætkunsten. Desuden får eleverne enkelte tegneøvelser, hvorved de lærer om ansigtets proportioner, og de øves i at se og gengive fysiske karaktertræk hos hinanden.
Model 3: Klassen tilkøber både undervisning på et museum og en billedkunstner til at varetage den kunstneriske proces med produktion af portrætter hjemme på skolen. Billedkunstneren deltager 10 lektioner (eller to dage) og medbringer materialer.

Fag: Dansk
Klassetrin: 6. klasse
Omfang: 15 lektioner (gerne fordelt over 2 uger)

Pris:
Model 1: gratis
Model 2: pris 500,-
Model 3: pris 7.500,- (vejledende pris, endelig pris afhænger af elevtal og materialevalg)

Faglige læringsmål:
Den enkelte elev lærer og erfarer følgende gennem forløbet:
- Viden om, hvad forskellen er på at udtrykke sig i ord og i billeder.
- Viden om, hvad der menes med komposition, billedets linjer og planer, balance og perspektiv, det gyldne snit og hvordan, der skabes ro og uro i et billede.
- Kendskab til betydningen af farver samt lys og skygge for tolkningen af et billedes motiv.
- Evne til at analysere og fortolke et billede ved at indkredse dets virkemidler.
- Kan demonstrere forståelse for de forskellige virkemidler ved at lave sit eget billede.

Fælles Mål:
Kompetenceområde: Fortolkning – Oplevelse og indlevelse
Færdighedsmål: Eleven kan udtrykke en æstetisk teksts stemning
Vidensmål: Eleven har viden om måder at udtrykke teksters stemning på

Kompetenceområde: Fortolkning – Fortolkning
Færdighedsmål: Eleven kan sammenfatte sin fortolkning
Vidensmål: Eleven har viden om motiv og tema