Skrivende kvinder

– Jane Austen og Thomasine Gyllembourg

Skrivende kvinder Jane Austen og Thomasine Gyllembourg

Udstillingsperiode: april – oktober 2019

Vi inviterer inden for til dans, te-selskab, bal og brevskrivning, når Bakkehuset åbner den store sommerudstilling 2019 under titlen Skrivende kvinder – Jane Austen og Thomasine Gyllembourg.

Udstillingen kaster lys over den engelske forfatter Jane Austen og hendes danske pendant forfatteren Thomasine Gyllembourg. Jane Austen og Thomasine Gyllembourg fødes begge to i 1770’erne og oplever i hver deres land, hvordan omstændighederne for det at være kvindelig forfatter rummer såvel udfordringer som muligheder. Begge forfattere beskæftiger sig i romanform med temaerne: kærlighed, identitet, ægteskab og kønnenes forskellige mulighedsrum. De er med til at udvikle idealerne for deres romanheltinder i første halvdel af 1800-tallet på overgangen fra det gamle fornuftsægteskab til det moderne kærlighedsægteskab.

Austen og Gyllembourg afveg fra samtidens traditionelle kvindeliv ved at orientere sig imod forfatterarbejdet. Jane Austen levede som ugift præstedatter i en søskendeflok, hvor hun fik stor opbakning til sit skriveri. Thomasine Gyllembourg blev skilt fra sin første mand, Peter Andreas Heiberg, hvilket var uhørt i samtiden. Dette blev en af dansk litteraturs mest berømte skilsmisser, og brevene imellem de to ægtefæller afslører, hvordan kærlighedsopfattelsen var i skred omkring år 1800. Gyllembourg debuterede først sent i sit liv som forfatter og udgav det meste under pseudonym.
Mange kender Jane Austens univers fra de mange populære filmatiseringer og tv-serier, hvorimod Thomasine Gyllembourgs værker måske er mere ukendte for de fleste.

Som et litterært museum vil vi gerne dykke dybere ned i de to forfatteres litterære universer og samtidig gå bag om fankulturen og filmverdenens dyrkelse af Jane Austens romaner. Det gør vi blandt andet ved at se på figurer, kulturelle normer og kvindernes sociale rum i romanerne.

I forbindelse med udstillingen udvikles et undervisningsforløb, som vil være målrettet ungdomsunddannelserne. For grundskolens ældste klassetrin vil der kunne arrangeres temaomvisninger i udstillingsperioden.